I 1977 lykkedes det for en
gruppe danskere at arrangere en tur til Sukumaland under navnet "Daraja la
Utamaduni"(Broen af kultur). Samværet med sukumaerne blev båret oppe af deres
uforbeholdne gæstfrihed og uudtømmelige kilder af smukke sange og danse. Danskerne havde
også forberedt en musik- og teaterforestilling, som de viste på en turné rundt i
Sukumaland. For mange sukumaer var det en helt ny oplevelse at se europæere lave den
slags. Turen var en stor succes, og der blev knyttet mange varige venskaber mellem
sukumaer og danskere.
I forbindelse med gruppens mange ture sidenhen blev danskerne inviteret
til at lære danse, sange og trommerytmer af deres venner, og de blev velkommet i
dansegrupperne når der skulle spilles op. Dette var med til at styrke venskabet
yderligere, og efterhånden blev danskerne også bedre og bedre til at udtrykke sig i
rytmer og dans. De drog sammen rundt til dansekonkurrencer, og mange gange var danskerne
med til at bringe held til deres værtsgrupper, alene derved at publikum var vilde efter
at se de hvide danse. Sukumaernes traditionelle dansekonkurrencer (shindano) foregår ved,
at to grupper sætter hinanden i stævne på en åben plads mellem to landsbyer. Det
foregår som regel søndag eftermiddag i høsttiden. Her holder de så deres lokalopgør,
ligesom når Galten og Hinnerup mødes til den årlige fodbolddyst herhjemme. Hvert hold
har deres "supporters", som sørger for at stemningen er høj i deres danselejr.
Den gruppe, som har kunnet trække det største publikum er vindere af dagens dyst. Da der
tit ikke er en egentlig dommer, kan man opleve at begge hold bagefter vil insistere på at
det var dem der vandt. Alle er glade, og venskabet mellem grupperne kan bestå.
Sukumaernes tradition omkring trommer og sang hænger nøje sammen med
de to danseselskaber, Bagika og Bagalu, og det er i shindano’en at de kan få lov at
udfordre hinanden i en venskabelig kappestrid, og vise deres kraft.
Der findes også en form for shindano, hvor man udfordrer hinanden til
sangdyst. Wigashi kaldes det når to sangleder, overfor hinanden, leder deres kor
igennem lange og fortællende sange på kisukuma.
Både i dans (ngoma) og i sangdyst (wigashi) findes der mange store
sangere og sangskrivere, som har beriget Sukumaland med mangt en smuk sang gennem tiderne.
Især de korte nærmest lidt hit agtige sange, som bruges flittigt i dansegrupperne, har
været populære i kulturmødet mellem danskere og sukumaer, og derfor er det også den
type sange som er kommet til at dominere denne sangbog. Af alle de sukumaer som vi har
hørt og lært dem fra skal nævnes:
Edward Ntemi, Joseph Lupande, Kang’wina Mihumo, Lubala Siyabo,
Mabula Lyaku, Johni Mashauli, Mleka, Mzee Lyaku og WanaLyaku, Lubala Gumbulu, Ngolo
Kasonga, Nzoza Boyi, Lucia og Pascali Bushini, Ng’wenwandege, Johni Magulushu, Maiko
Masalu, Barnabas, Masalu Kisesa B, Johni Angole, John Nkina, Salu Kadelya, og mange flere.
Hjemme i Danmark fandt Utamaduni gruppen ud af at udvikle en ny form
for kulturformidling ved, gennem optræden og undervisning, at give folk en levende og
medrivende oplevelse af sukumaernes sange og danse. Derved kunne vi danskere pludselig få
en fremmed kultur "ind under huden". I sukumadansen kan vi genfinde noget af det
som vi har glemt fra vores egen kulturarv, nemlig folkedansen, hvor alle fra spæd til
olding kan være sammen i et sjovt og uforpligtende samvær.
Som inspirerende forbilleder har vi herhjemme i Danmark den glæde at
have adskillige sukumaer og tanzanianere boende, som vi kan mødes med og dele vores
glæde over deres kultur og musik. Blandt de som har betydet mest for det danske
sukumadansemiljø skal nævnes:
Edward Ntemi, Lubala Siyabo, Mathias Paulo, Nzoza Boyi, Sophia Gambula,
Sebastian Paulo, Said Mohamed, Annastazia Feldbo, og Helena Bech.
Det er bestemt ikke en ligegyldig kulturtradition der ligger bag
dansene og deres kraft, og der er mange måder at forsøge at forstå denne kultur på.
Nogle vælger at læse sig til det på et teoretisk overordnet plan, og får meget ud af
det. Nogle sveder i time- og dagevis med at forstå sang og trommerytmer i dansens
fantastiske univers. Og også den vej åbner op for en øget forståelse for sukumaernes
traditioner og livsvilkår.
Siden Utamaduni gruppens tur i 1977, har mange danskere lagt krop,
sjæl og energi i formidlingen og opbygningen af det netværk som rummer 15-20
sukumadansegrupper over hele Danmark. Nye grupper opstår, og gamle består, og i
øjeblikket er der følgende grupper:
Bakomyalume (Djursland), Batinduji (Thy), Bimeji
(Vejle), Igokoloo (Kbh.), Ikumbo (Kbh.), Kisiwani (Odense), Malingo
(Silkeborg), Shilolobe (Århus), Themgruppen (Them), Utamaduni Dance
Troupe (Djursland/Århus), Vipi? Pole pole (Skørping), Wacheyeki
(Århus), Wachipuko (Ålborg), Wadudu (Århus), Wagalu (Göteborg), Wakolding
(Kolding), Wanabidii (Århus), Watoto na wingine (Svendborg), Wavelling
(Velling) og Yasanywa (Kbh.).
Grupperne mødes typisk for at træne en gang om ugen. Enten for bare
at danse og have det rart, eller for at øve til at tage ud og optræde og undervise.
Generelt for grupperne er det, at de danser danse fra Sukumaland. Men også stilarter fra
resten af Tanzania har vundet stor udbredelse. Her er det primært Muungano Cultural
Troupe fra Dar es Salaam som har været den store inspiration, med deres bidrag fra Makonde
folket i Sydtanzania. Også sang og dans fra andre dele af Afrika har vakt begejstring.
Folk som Isaac Laryea (Ghana) og Ahmadu Jarr (Sierra Leone) har lært os
ting som har vundet stor udbredelse i dansegrupperne.
I 1985 startede Edward Ntemi sammen med Jannie Chris Ntemi en
forening som har til formål at samle dansegrupperne i Danmark, og styrke sukumaerne i
deres egen kamp for at bevare de gamle traditioner og kulturhåndværk. Foreningen hedder Matendo
(Handling), og blev startet samtidigt med deres søsterorganisation i Sukumaland
"Daraja la wakulima na utamaduni wao" (Broen af bønder og deres kultur).
Siden 1993 har Utamaduni gruppen i samarbejde med Bujora
arrangeret et årligt kursus "Warsha ya utamaduni"(kursus i kultur).
Kurset afholdes i Sukumaland midt i høstsæsonen, hvor der er størst aktivitet blandt
dansegrupperne.
Rigtigt mange danskere har stiftet bekendtskab med sukumadansen og
kulturen bag. Og mange har været med i en dansegruppe, enten i Sundbylille, Svendborg
eller hvor der nu kunne samles folk nok. Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive
det vi mødes om; Kucheza, som kan oversættes med: leg, sang, dans, og musik.
I 1982 arrangerede Utamaduni gruppen for første gang det årlige
dansetræf for alle dansegrupperne: Utamaduni lejren. Den første lejr var en
forlænget weekend, hvor 40-50 mennesker mødtes i en lysning midt i Ramten Skov på
Djursland. Utamaduni lejren er blevet en stor succes, og rummer nu mellem 400 og 500
mennesker som hver sommer i en hel uge mødes i Ramten Skov for at spille, synge og danse
sammen.
Udover at mødes om sommeren på Djursland har behovet for at danse
sammen også medført at vi hver vinter mødes i Svendborg til en "Vinterkucheza",
hvor vi i en weekend indvadérer en almindelig folkeskole og omdanner den til et afrikansk
dansetræf. Om efteråret arrangerer Matendo et Kikome-træf (Kikome betyder
bålsted), hvor vi også danser og hører historier om nutidens Sukumaland fra folk som
just er hjemvendt.
Dansetræffene i Danmark er også blevet et forum hvor der udveksles
tanker og ideer om kropskulturen i kulden og i varmen, om familiestrukturer og
fællesskaber i hverdagen og i det fremmede. Om forskelle og ligheder mellem de sydlige-
og de nordlige kulturer.
Denne sangbog rummer alle de sange som vi har nydt at synge sammen, og
det er nok de færreste som kan alle sangene. Lad den blive en uudtømmelig kilde til
inspiration for mange mange timers fortsat samvær med vores venner fra det fjerne, men
dog så nære Sukumaland.
