|
|
Månens aktuelle fase:
|
Mads er medicinmandslærling...Mads Bischoff var kun 22 år, da han rejste et år rundt i Afrika og lærte sig at tale flydende swahili. Han lærte også om heksedoktorens magi. I dag er han selv formidler af afrikansk medicin og aktiv i Utamaduni Dance Troupe, som handler om afrikansk kultur og dans.Tekst: Alex Kjær, artikel fra Ugeavisen Århus vest, 1999. Mads Bischoff er medicinmand, musiker, danser og aktiv i foreningen Utamaduni, som beskæftiger sig med afrikansk stammedans og kultur. Han taler flydende swahili og har været i Afrika så mange gange, at han er tæt på at være en hvid neger. Mads Bischoff, jo, han er søn af Hans Bischoff, taler som et vandfald, og det er der en god grund til. På det bageste af hans tunge er der indopereret et magisk afrikansk pulver, som sikrer ham veltalenhed, så folk lytter til det, han siger. På samme måde er han mange steder på sin krop blevet skåret med et barberblad, hvorefter hemmeligt afrikansk pulver er blevet lagret under huden for at opnå en langtidseffekt af virkningen. For eksempel har han et pulver under huden på sin ryg, som gør at han kan se, hvis der kommer fjender bagfra, som vil gøre ham ondt. Mads Bischoff smiler, mens han snakker. Han har et afslappet forhold til sin tro og sin viden om afrikansk medicin. Bag ham hænger små poser med magisk medicin, som kan kurere for eksempel feber eller træthed. Indholdet er pulveriserede ting fra naturen, som han har taget med hjem fra sine mange rejser. Mads Bischoffs kærlighedsforhold til Afrika begyndte i 1983, hvor han første gang kom i kontakt med Utamaduni dansegruppen. Selvom han de følgende år lavede andre ting, holdt han kontakt til Utamaduni gruppen, og i 1985 drog han selv som 22-årig et år til Afrika, hvor han fortrinsvis rejste rundt i Sukumaland. Sukumaland ligger ved Victoriasøen i nord-vest Tanzania. -Er du rejst helt herned for at lære om vores kultur og vores trommedans? Hvorfor i alverden dog det? For en afrikaner er Europa et ideal, som de fleste aldrig når i nærheden af. Deres billede af vores verden er, at alle er født rige og uden problemer i tilværelsen.
Det var også i Sukumaland, Mads Bischoff første gang stødte på en medicinmand, som introducerede ham til en helt ny verden Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og tog derfor hen til medicinmanden. Først forsøgte Mads Bischoff sig med medicinmandens hjælper, men hun kunne ikke beskrive, hvad der var galt. Næste dag lå der en 100 dollars seddel under hans dør, og Mads Bischoff begyndte selv at studere medicinmandens kunnen. -Hvad tror du, det er, siger han og indbyder journalisten til at føle på det græslignende materiale. -Det er elefantlort, siger han så. Medicinen virker febernedsættende, og da en gruppe forskere undersøgte elefantafføringen fandt de ud af, at den indeholder kinin. Kininen kommer fra noget bark, som elefanterne spiser. Deres tarmsystem kan ikke optage kinin, og derfor udstødes den fra kroppen. -Det gode ved de afrikanske medicinmænd er, at de ikke er fanatikere, siger Mads Bischoff. En dag så han en medicinmand, som sad og spiste malaria piller. Han spurgte ham, om han ikke selv havde noget mod malaria? Ved siden af medicinkunsten, er det stammedans og trommespil, som får Mads Bischoffs hjerte til at banke. -Utamaduni lejren handler også om at leve en utopi ud, siger Mads Bischoff. -Vi er godt klar over, at virkeligheden i Afrika er en helt anden, end den man oplever på vores lejr. Men det er jo herligt, når man kan leve sine drømme ud, konstaterer han. Stammedansene på festivalen stammer fra Sukumaland, og der inviteres gæsteundervisere fra Afrika, når pengene er til det. Sammen med de andre fra Utamaduni underviser Mads Bischoff mange forskellige steder i afrikansk musik og dans. Således er det lykkedes ham at få både ledelsen hos B&O og erhvervsministeriets chefgruppe til at gå behersket amok i afrikanske rytmer og dansetrin. Mads Bischoff har fået den afrikanske kultur ind under huden, og han er fascineret af den store forskel, der er mellem deres måde at leve på og vores. Han husker engang, hvor Utamaduni gruppen havde besøg fra Sukumaland, og en afrikaner sagde til ham, at nu forstod han det med fjernsyn: -Det er jo lige som med vores bål. Man sidder rundt om det i fællesskab og fordyber sig i gløderne. -Jo, men forskellen er jo bare, at fjernsyn er envejskommunikation, mens et bål indbyder til fortrolighed og lange fortællinger, slutter Mads Bischoff. |
|
|